Opstart af cirkusklub i Huset No 7.

I Huset no 7 sker der spændende ting lige i tiden. Vi arbejder nemlig på at opstarte en cirkusklub, for børn imellem 6-20 år.

”I en cirkusklub mødes børn og unge på tværs af alder og køn en til to gange om ugen, hvor de træner de gængse cirkusdiscipliner, som trapez, akrobatik, jonglering, et-hjulet-cykel, trylleri og klovneri. Vi har de seneste to år startet 15 nye cirkusklubber op i hele Danmark, og vi er utrolig glade for, at der nu er taget initiativ til at ville starte en cirkusklub her i Herning,” fortæller Einar Trie, der er projektleder for ’Cirkus for alle’, som har til formål at åbne cirkusklubber rundt i Danmark.

For at cirkusklubben skal blive en realitet, skal der konstitueres en bestyrelse der kan stå bag foreningen. Dette er der masser af hjælp at hente til hos DUBAL, så man behøver ingen erfaring med at sidde i bestyrelse.

”Vi håber, at rigtig mange vil kigge forbi på søndag, og høre mere om de muligheder der er i den nye cirkusklub. Forhåbentlig er interessen for en cirkusklub i Herning, så stor, at der er basis for at stifte den nye forening. Det man oplever ved at gå til cirkus, er at blive en del af et fællesskab, samtidig med at man udvikler nogle færdigheder som ikke mange har. Det er fysisk træning, kombineret med et stærkt socialt samvær med andre i alle aldre. Fordelen er, at til cirkus er der plads til alle, og det er faktisk en fordel ikke at kunne det samme. Derfor er det et godt fritidstilbud til alle de børn, som ikke synes at fodbold og håndbold er særligt sjovt,” fortæller Einar Trie.

Konceptet med cirkusklubber er en del af projektet ”cirkus for alle” som er støttet af Nordea-fonden med 3,86 mio. kr. og Region Midtjylland med 500.000 kr. bag projektet står DUBAL – Danske Ungdoms og Børne Artisters Landsforening.

Målet er at der i de første to år er 15 nye cirkusklubber startet op. Målet er at opstarte 20 cirkusklubber i løbet af projektperioden, som løber i tre år frem til 2020.

Vi ser cirkusklubben som en forening der passer perfekt ind i vores hus. Huset No 7 er Hernings sted, hvor skæve kultur projekter får liv.

Det er planen, at man kan “gå til” cirkus i Huset No 7, hver onsdag fra 16:00 – 17:30. Første gang onsdag d. 25. september.

VI skyder hele projektet i gang med et GRATIS cirkus- og trylle show samt efterfølgende workshop. Så duk endeligt op d. 15. september kl. 13-16. Tag meget gerne dine forældre med, da vi jo har brug for nogle der kan konstituere sig i en bestyrelse, så cikrusklubben i Huset No 7, kan blive en realitet.